Bihulebetændelse eller bare en ormekur ??
En viden, der er gået tabt i maskiner, instrumenter og honorarer? En hesteven har skrevet følgende den 5. december 2012: Min hoppe stod med snot ud af ét næsebor. Ikke voldsomt, men rides kunne hun ikke, måske især fordi ingen vidste, hvad grunden var. Dyrlægen foreslog, at hun blev kørt på kliniken, endoscoperet og - hvis man ikke fandt noget – lagt i nakose, så man rigtig kunne undersøge hende. - Jeg så mine penge få 'vinger'......
Vores dygtige, gamle, erfarne dyrlæge, Jens Klausen, i Spanien blev spurgt til råds. Han er dansker fra Jylland, ganske kendt var han i området. Han har nu hestepraktiseret i Spanien i 22 år. Han er lige blevet 76, og er særdeles anerkendt og eftertragtet. Han sagde: måske kan det klares med en ormekur.
Alle kender mavebremselarver, Gastrophilus intestinales. Der findes imidlertid én mere, gastrophilus nasalis. Den kravler af og til op i hestens næsebor og forpupper sig der. Resultat: snot ud af det næsebor, den bor i. Jens Klausen sagde yderligere, at man ikke finder den, hverken ved endoscopi eller under narkose. Nødtvunget skrev dyrlægen her i DK en ormekur ud. - Vorherrebevares: det kan jo ikke skade, vel...... Hoppen fik ormekuren og dagen efter var det slut med snot. Hmmm, sagde dyrlægen, dér lærte jeg noget. Jeg håber så, at han husker det en anden gang og fortæller sin nye viden videre til sine kolleger: Ormekuren skader jo ikke, vel? Jeg fortalte historien til en veninde, der rider islænder, og hun fortalte mig en rædsom historie: En af hendes islænder-veninder havde en hest, hun var meget glad for. Den stod også med snot i eet næsebor. Den blev kørt til Landbohøjskolen. Der blev den endoscoperet uden at de fandt noget, derefter lagt i narkose, hvor de heller ikke kunne finde noget - men for en sikkerheds skyld fjernede de en del af kæben, da de mente, det måske var der, problemet var. Til slut blev den efter al den behandling aflivet. Måske kunne en ormekur have løst problemet? Ejeren var dybt fortvivlet over forløbet - og min veninde sagde: jeg tror ikke, at jeg fortæller hende, at det måske kunne være klaret med en ormekur. Nemt og billigt! Og uden at hesten mistede livet.
Men glem det ikke. Måske er det en viden, der er gået tabt i maskiner, instrumenter og honorarer. Der er sikkert andre (nemme) behandlinger, der er gået tabt i tidens løb. Ting, som dyrlæger bare vidste tidligere......