Uniq NordicGold Mover (stærke led hos HUND)

Indhold:
Vegetabilsk fedt
Naturlig Glucosamin
Honning
Solbær
Hyben
Pilebark

 Kunde fortæller: Nye ben på dåse

"Det havde vel aldrig helt ligget i kortene, at en hund skulle blive min bedste ven! Men lige pludselig var Oscar, vores brune labrador, gået hen og blevet en fuldstændig integreret, og nærmest uundværlig, del af min hverdag. Sikkert en velkendt historie for mange, men en helt ny oplevelse for mig.
”Routinedog” kaldte jeg ham, med slet hentydning til at det faktisk burde være mig, der hed det, når det hele bare kørte efter hans faste skema, og når dagens mange små rutiner bliver bundet sammen af Oscars særheder, som usynligt bindeled mellem gøremål og arbejde. Han var min første firbenede ven nogensinde, og tilmed den bedste af slagsen man kan tænke sig. Men som tiden gik, samtidig med at hundeårerne akkumulerede med syvdobbelt hastighed, blev gåturene kortere og kortere. Og pludselig en dag begyndte han at halte. Ikke lam eller stokhalt, men mere sådan lidt som en ældre mand, der starter langsomt op på de første par skridt, indtil bentøjet virker igen. Men halt, det var han.
Og selvom 11 år for en labrador jo egentligt ikke burde være nogen særlig høj alder, så sad jeg med en følelse af, at Oscar nærmest var blevet en gammel hund over night. Ok, et par grå stænk i pelsen under hagen og lidt problemer med hørelsen havde der godt nok sneget sig ind i journalen gennem de sidste par år, men dén der halten, som jo ikke ligefrem pryder en hunds udtryk når man går tur, den gjorde simpelthen udslaget. Han var blevet gammel og humøret havde fået et ordentligt dyk. Og han vidste det godt selv.
De daglige rutiner forsatte ufortrødent, dog i et langt mere astadigt tempo, og en dag tog jeg mig selv i at sidde og kigge efter hundehvalpe på internettet, på ufrivillig jagt efter en afløser, eller måske snarere en hund nummer to, så det ikke skulle lyde som om jeg havde vendt min bedste ven ryggen, blot fordi han lige pludselig ikke ”virkede” længere. Det skulle i hvert tilfælde være en hund, som jeg kunne gå lidt længere ture med. For det savnede jeg. En til to timer på de faste ruter, uden kompas, for det er alligevel altid de samme ruter, som Oscar og jeg plejer at gå. Sådan skal det nemlig være, når man går tur med sin hund. Bare gå tur, og lade tiden gå. Nå, men alt imens jeg surfede løs på internettets farefulde vande, på jagt efter en ny ven, ja, så lå Oscar trofast ved mine fødder på kontoret og varmede mine ben, som han plejer at gøre når jeg arbejder, lykkeligt uvidende om mit projekt.
Efter yderligere et par måneder var morgen- og aftenluftningen efterhånden kortet ned til 2 x 10 minutter, evt. tilsat en lille hvilepause på en af vores faste hundelufterbænke. Så halt var han nemlig blevet. Her kunne vi så sidde et par minutter, eller ti, og kigge ud i intetheden. Sammen. Uden at vi behøvede at sige noget til hinanden. Måske et lille klap, eller lidt kløen bag øret. Eller et strøg med håndfladen ned over ryggen. Det var nok. Så længe vi bare var på tur sammen, så var alt godt. For bedste venner, det var vi trods alt gået hen og var blevet.
Men hunde skal gå tur. Det ligger helt fast. For i min verden er livskvaliteten for en hund ligefrem proportional med antallet af minutter man går. Det er deres fix. Deres Internet. Her kan de holde øje med hvad der sker, og møde andre hunde. Problemet med Oscar var imidlertid også gået hen og blevet, at hvis han fik lov til at lege med andre hunde, så gik der kun få minutter før han blev halt som en aflivningsklar hest. Så det stoppede vi også med. Hårdt presset vil jeg gerne indrømme, at jeg ind i mellem så småt begyndte at tænke over, hvor lang tid han egentligt havde tilbage. Ikke sådan, nå nu må jeg hellere tage ham til dyrlægen-agtigt, men mere en slags: hvad er det da for en måde, at slutte et hundeliv på! Bare synke hen som en halt, nedsunken hund uden kontakt til andre hunde. Det var ikke en god ven værdigt.
Men en dag stor der en bøtte pulver ved siden af hundefoderet. Mover, stod der på etiketten. Fruen havde fået den med hjem fra en messe, hvor hun havde fået den anbefalet, som supplement til det tradtionelle ”gammel-hund-fyldt-med-gode-sager-foder”, som Oscar i lighed med mange ældre hunde får hældt i madskålen to gange om dagen. Jeg tænkte: marketingsstunt! Pulver kan under ingen omstændigheder ændre på, at en hund er ved at blive gammel – eller fjerne halthed for den sags skyld.
Men det kunne det!
Efter en tre, fire, fem dage begyndt han at blomstre op igen, og blive en slags sådan lidt ungdommelig kåd. Et par hurtige skridt hen mod bolden, der for øvrigt havde ligget uberørt siden sidste sommer på terrassen, et slidestop på forpoterne, opsamling af bold og et par kast med hovedet til begge sider afsluttet med noget løb ned i den anden ende af haven, samtidig med at halen logrede på max.
Hvad pokker var nu det! Haltheden var næsten væk, og efter et par uger mere med Mover kunne jeg igen begynde at gå ture med ham. Først 20 minutter, så 30 minutter. Og til sidst var vi oppe på en lille times tid, uden at han hang i bremserne – naturligvis stadigvæk med en lille hundelufterpause eller to på en vores faste bænke – men vel nok mest for hyggens og snakkens skyld.
Men status var imidlertid, at han var som født på ny og igen trak i snoren, når vi gik tur.
Jeg ved ikke hvad der er med Mover, men én ting er helt sikkert, hvis det kan ændre på en ældre hunds livskvalitet, og give den humøret tilbage i sådan en grad, at man nærmest ikke selv tror sine egne øjne – ja, så er jeg fra i dag verdens største Mover fan – det er simpelthen nye ben på dåse..
A.Mogensen, Málaga

Produktet er IKKE et lægemiddel.